Trods navnet og formatet havde jeg faktisk ikke lyst til at starte et nyt nyhedsbrev.
Men jeg har haft lyst til at dele nogle tanker, og det her er den letteste måde at udgive en tematiseret og sammenhængende række af blogposts på Linkedin, som læsere kan søge tilbage og slå op i.
I AI Eksperimentariet kommer jeg til at skrive om mine eksperimenter med at teste og anvende forskellige former for kunstig intelligens til at løse opgaver relateret til kommunikationsfaget.
Jeg vil givetvis også komme med den lejlighedsvise anbefaling af personer, posts eller videoer, som er værd at kigge på, men der er i forvejen et hav af gode ‘aggregators’ her på Linkedin, som (gen)udgiver alle de vigtigste nyheder om A.I., så mit mål er bestemt ikke at konkurrere om at være en ‘latest news’-kanal.
Delvist født ud af frustration
AI Eksperimentariet er delvist resultatet af, at jeg igennem året flere gange er blevet ramt af frustration over ikke umiddelbart at være i stand til at replikere de smarte ting, som diverse ‘A.I. eksperter’ skriver om, at de har foretaget (og får til at se legende let ud).
Jeg har oplevet, at rigtig mange opslag her på Linkedin for eksempel kun giver den halve sandhed om, hvordan de kom frem til det, de viser i deres post. At når det kommer til stykket, så har vejen dertil været (væsentligt) længere end beskrevet, eller har krævet en betalings-licens, eller ekstra plugins, eller ekstra værktøjer, som ikke er nævnt.
Det skaber et skævt billede af virkeligheden og af, hvad succes med A.I. kræver. Og lidt på samme måde som Instagram giver os alle en følelse af, at alle andre har et langt federe liv, så kan forsimplede A.I.-historier også give urealistiske forventninger og forestillinger.
Så mit mål med AI Eksperimentariet er kort sagt at invitere ind i mit maskinrum, dele nogle af de sjoveste eller mest interessante anvendelses-scenarier og mine tanker om, hvad det på sigt betyder for professionelle kommunikatører og vores måde at arbejde på.
Og så være helt transparent omkring, hvordan jeg gjorde, så du er i stand til at gentage det derhjemme (hvis du bruger de samme værktøjer).
Jeg håber, at du har lyst til at læse med!