Igennem mere end 15 år har jeg arbejdet med kommunikationsmåling, fordi jeg ved, at vejen til mere indflydelse og respekt i vores organisation – og dermed muligheden for at gøre en meningsfyldt forskel i vores arbejdsliv – kommer via at stå på mål for det, vi skaber som kommunikatører.
Men måling af effekt kan aldrig realiseres, hvis der ikke var en plan med det, vi forsøgte at gøre. Og al planlægning er nødt til at starte med en strategi – ellers er det bare ønsketænkning.
I praksis ser jeg desværre professionelle kommuniktører begå en stribe af de samme fejl igen og igen. Nogle gange skyldes det mangel på tid og ressourcer – andre gange er det færdighederne, som ikke er på plads. Men i grove træk er de klassiske syndere:
- At man i stedet for at udarbejde en strategi nøjes med at formulere en plan. Det er ikke det samme.
- At den plan, man ender med at lave, hovedsageligt er en liste over ting, man siger, at man har tænkt sig at gøre – men uden nogen nærmere form for angivelse af tidsperspektiv, ressource-krav, involverede interessenter eller hvor i et hierarki af prioriteter den enkelte indsats befinder sig.
- At kommunikationsplanen (som ikke er en strategi) slet ikke peger tilbage på eller konkret og målbart understøtter organisationens strategiske forretnings- eller organisationsmål.
Konsekvensen er, at kommunikationsafdelinger mange steder stadig ikke har den forretningsstrategiske og centrale rolle, som de kunne – og burde – have. Fordi vi som faggruppe giver indtryk af, at alt vi er i stand til at levere er presseklip og likes på sociale medier.
Hvis du gerne vil tage en snak om, hvordan jeg kan hjælpe jer med at formulere eller genskrive jeres kommunikationsstrategi – eventuelt bare give den et kritisk eftersyn med friske øjne – tager jeg meget gerne en uforpligtende samtale.